fredag den 30. december 2011

Holmsland Forsamlingshus





Holmslands første forsamlingshus blev bygget i 1886 øst for Ny Sogn Kirke. Dette hus blev i 1939 afløst af Holmslands Forsamlingshus, som lå på Klostervej. Her samledes sognets befolkning gennem de næste 67 år til foredrag, filmforevisning, fester, mindesammenkomster, dilettant og gymnastik.

Stedets forsamlingshus har som en af de eneste i landet været landskendt. Forfatteren, fortælleren og kunstneren Sigfred Aagaard tog i 1963 initiativ til at opføre Kaj Munk-skuespillene. I første omgang tog han sammen med amatører fat på at iscenesætte ”Ordet” og det blev en bragende succes. Skuespillet blev opført 20 gange i forsamlingshuset og derefter 5 gange i Vesterhavshallen i Ringkøbing med 1100 tilskuere hver gang. I 1967 gav fru Lise Munk lov til en uropførelse af ”Almanak-historie”. Og hvad skete? Scenen blev ved frivillig arbejdskraft udbygget og stykket blev opført 41 gange med fulde huse, 350 tilskuere/tilhørere pr. aften.

Samme Sigfred Aagaard stod mange år senere i 1985 bag filmen ”I morgen er det slut”, også her med amatører i rollerne. Filmen omhandler en lærervikar, som forsøger sig med seriøs dilettant på Holmsland. Han vil gerne opføre ”Ordet”, men forviklinger og mistro til den unge lærer lægger hindringer i vejen. Filmen blev spillet i biografer flere steder i landet, ikke med stor succes, men for os, som kender stedets mentalitet og humor, er det stadigvæk en perle.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar