Det internationale i det lokale og det lokale i det internationale

Vidste du........

at der i Kloster er indbyggere fra mere end 21 forskellige lande!
Der er ca. 1250 borgere i Ny Sogn og Gl. Sogn, så det er en helt unik befolkningssammensætning.
Det er vi rigtig stolte af!

Med Kunstprojektet i Kloster håber vi, at vi kommer til at lære hinanden endnu bedre at kende..... ;-)

Følgende lande er repræsenteret i Kloster:
England, Rusland, Italien, Island, Thailand, Schweiz, Chile, Ukraine, Holland, Letland, Tyskland, Polen, Spanien, Litaun, USA, Ungarn, Rumænien, Slovenien, Australien, Norge, Argentina..... og Sjælland ;-)

Mord på Holmsland? - Beretningen om Skarnskvinden

Følgende beretning om Skarnskvinden er skrevet af afdøde sognepræst Mogens Rosenkilde i 1999. Mogens Rosenkilde var præst på Holmsland fra 1974 til 1996

Mord på Holmsland?

Det så ikke ud til at blive en særlig dag, da bønderne på Holmsland efteråret 1953 gik i gang med at pløje markerne. Heller ikke på Søgaard Hovedgaard. Men noget blev sat i gang. Der skete noget, som man ikke havde regnet med. Ved et markskel på Søgaards jord stødte ploven på noget hårdt. Først tænkte man, at det nok var en stor sten, der lå i jorden, men det var, som ville jorden ikke give det fra sig, man var stødt på. Man var nødt til at undersøge nærmere, hvad det var.. Det undrede karlen, som ikke plejede at have problemer her, men man kunne med de ny og bedre redskaber pløje dybere end tidligere.
Efter at have arbejdet endnu en tid, stødte man på nogle knoglerester, og det var ikke til at afgøre, om det var rester fra et menneske.. Nu standsede man omgående pløjningen, for her i landet må man ikke grave sine døde ned hvor som helst. Ingen af det tilstedeværende turde tage ansavret for, om benresterne var fra et menneske eller et dyr. Var det noget, der var blevet gravet ned for blot få år siden, eller var det noget meget gammelt? Hvad om der var tale om et mord?
Politiet blev tilkaldt. Og også museumslederne, landsretssagførerne J. og Knud Dalgaard Knudsen fra Ringkøbing gik der bud efter. Efter indgående undersøgelser af benstumperne konstaterede man, at de var meget gamle. Og at de måtte stamme fra en gammel begravelse i 1733.
Nogle mente at kunne huske, at hyrdedrengene op gennem tiden ikke havde været glade for at komme nær stedet, hvor benene blev fundet. Og der var også sket underlige ting her, når det var mørkt. Gravresterne viste sig at stamme fra en kvinde og hendes tre børn. Det var med til at bekræfte tanken om en mystisk begravelse for nu ca. 265 år siden.
Her begynder en frygtelig fortælling om en kvinde, der havde et kummerligt liv.
Hovedpersonen er Anne Marie Seier, en yngre kvinde, som - bemærk dette - ikke var uden skønhed. Hun kom i 1722 til Holmsland fra Ølgod, hvor hun en tid forinden havde født et uægte barn, en dreng. Hun kom på rette tidspunkt, for fru Bagge på Søgaard stod og manglede en amme til sit nyligt fødte drengebarn. Anne Marie fik pladsen og opammede barnet. Det var dengang almindeligt, at velstående kvinder ikke selv gav deres børn bryst. Det kunne gå ud over figuren, mente man. Sådanne problemer havde Anne Marie Seier ikke. Hun kunne mere end amme, hun kunne gøre sig nyttig i hele huset og var en god arbejdskraft overalt. Hun var dygtig både som køkken-, kælder- og stuepige. Der blev gjort god brug af hende, og hun blev i pladsen i ti år. Hendes skudsmål var godt. Hendes madmor, nådigfruen, vidste ikke af særlige fejl eller mangler hos Anne Marie. Skulle der endelig peges på noget, var der det med hende, at hendes forhold til de andre i husets folkehold ikke var særligt godt. Hun var meget arrigsindet og kunne derfor dårligt forliges med nogen af hendes medtjenere på gården. Med det gik det op og ned.
Det forværredes i årene frem til 1732. Anne Marie kunne skabe strid og ballade, hvor hun var. Hun var nærtagende og arrig, og det gik hårdt ud over tjenestefolkene, når Anne Marie arbejdede ved siden af dem.
Ueningheden mellem tjenestefolkene tog til, og de fleste var nær ved at flygte fra pladsen. Da vidste fruen på Søgaard ikke bedre end at skille sig af med Anne Marie for hendes hidsighed. Hun forsvarede sig med, at hun havde en sygdom, der gav hende problemer med vægten. Den gik snart op og snart ned, og hun syntes selv, at hun blev tykkere og tykkere, som årene gik.
Hun blev nu med sit tøj og andre få ejendele i rejsekisten sendt til Viborg, hvor hendes forældre boede. Hos dem kunne hun ikke blive, og andre steder havde hun åbenbart ikke mulighed for at søge venner. Efter fem-seks ugers tid bankede hun på døren på Søgaard og bad så mindeligt om at få lov til at komme tilbage - bare til vinteren var ovre.
Fruen fattede medlidenhed med Anne Marie og tog sig af hende, for så kort tid skulle man nok komme over, og som sagt: hun var et jern, hurtig og grundig i hus, kælder og kvist, ja over alt, hvor der skulle tages fat.
Ind under jul, fjerde søndag før advent, blev det synligt, at Anne Marie Seier ikke var rask. Dagen før havde hun sammen med andre af folkene slagtet en kvie, og nu beklagede hun over for de andre, at hun var blevet så svag, at hun måtte gå ind til sig selv og lægge sig. Så ville hun stå tidligere op næste dag, og begynde på det svin, som skulle slagtes inden jul.
Hun bad om at få noget brændevin med sig ind på sit værelse, hvor hun blev den næste tid. Her i tiden lige op til jul var der nok at lave. Anne Marie var sløj, da hun tredjedagen efter kom ud af sit kammer. Hun sagde, at hun nok skulle få det bedre og hurtigt skulle blive rask til jul, men hendes ord lød ikke overbevisende. Til sidst gik hun ind i sit kammer - og blev der julen over. I de kommende dage forsøgte fruen at få Anne Marie til at give lov til at hente præsten, så hun kunne få det med sin salighedssag i orden. Det tog tid at få Anne Marie til at gå med til det, men præsten kom, tog den syge til alters, og nu var der ro for det. Det var 3. juledag. Fruen på gården ville gerne gøre mere for Anne Marie. (På den tid var det almindeligt at sige: sjælen før legemet og præsten før degnen.)
Endnu samme dag ville fruen sende bud efter en kirurg i Ringkøbing. Men det modsatte den syge sig på det bestemmeste. Men nu 10 dage efter at Anne Marie havde lagt sig hen - og fruen skønnede, at sygdommen forværredes - tag hun sagen i egen hånd. Hun var sikker på, at Anne Marie var i overhængende fare.
Der var ingen tid at spilde.
Til alt held var Regimentschef Monsr. Gerriz i Ringkøbing. Ham blev der sendt bud om at komme omgående. Han nåede ikke frem før to dage senere, den 5. januar. Da var Anne Marie Seier desværre død natten før efter en kort dødskamp. Antagelig at vattersot.
De, der trængte ind i Anne Maries værelse, mødtes af et grueligt syn. Hun lå død i sin seng, og da man havde fået åbnet hendes rejsekiste og iklædt ligtøjet, fandt man en mindre æske, hvori liget af et fuldbårent drengebarn lå svøbt. Rædselslagen lukkede de i største hast kisten. Et par af de koner, der hjalp med at ordne liget, mens det uhyggelige fund blev gjort, måtte på fruens bud malke den dødes bryster, og der kom hvid mælk. Dette var bevis for, at en fødsel havde fundet sted.
Fundet blev nu meldt til øvrigheden, og der bev forhør. Det viste sig, at den nyfødte drengs hals var brækket, og mere end det: i bunden af kisten lå to mumificerede spædbørn indsvøbt i et hvidt klæde. Hvem der var far til børnene, blev ikke konstateret. Anne Marie havde altså tidligere ombragt to nyfødte børn, og nu havde hun nået at slå sit sidst fødte barn ihjel, inden hun selv døde i barselsseng.
Det var en uhyggelig begivenhed, der må have rystet hele sognet, men der er mere at fortælle.
Øvrighedens repræsentant, herredsfogeden, ledede forhøret. Det viste sig, at Anne Mari havde ligget syg på samme måde for 4-6 år siden, og at hun dengang havde haft sin værelsesdør aflåst. Ingen have noget at fortælle om, hvem der kunne tænkes at være barnefader eller - fædre - til de døde børn.
Det blev bekræftet, at Anne Marie havde opholdt sig i Viborg i nogle perioder, og at hun også havde taget nogle ture i omegnen af Holmsland. Også korte ture til Søndervig, var det blevet til. Nu anede man, hvad disse ture var brugt til. Ikke mindst egnens kvinde havde nok at berette.
Opmærksomheden samledes om Jep Hansen Tømmermand. Han havde haft god kontakt med Anne Marie, og venskab, men de havde ikke givet hinanden løfter om noget. Deres forhold var blot venskabeligt, og dog måtte Jep Tømrer indrømme, at han havde haft omgængelse med Anne Marie én gang i julen 31. Når man gjorde op, når og hvor Jep Tømmermand skulle opholde sig for at kunne være far til Anne Maries børn, passede det ikke sammen. Trods forhørslederens ihærdighed, lykkedes det ham ikke at fremskaffe fædre til de faderløse børn. Og Jep Hansen Tømmermand klarede lige pynten.
Der blev holdt flere og lange forhør over en lang periode. Først den 11. marts blev der afsagt dom af herredsfogeden og otte meddomsmænd. De fandt bevist, at Anne Marie havde født i dølgsmål, ombragt barnet og øjensynligt også de to andre børn. En anden kendt sagfører blander sig i domsafsigelsen. Han holder på, at det ikke er klart bevist, at Anne Marie selv slog sit nyfødte barn ihjel. Der bliver altså igen ført sag for at mildne dommen.
Skønt Anne Marie forlængst er død og begravet et sted på Ny Sogn Kirkegaard, forsøger den pågældende sagfører - domsmand har han vel været - at få en retfærdig dom over hende. Vi kan i dag mene, at der er tale om bagateller. Den ene dom kan vel være lige så god eller dårlig som den anden. Og straffe den døde kvinde, kan man jo ikke. Sagen er, at en paragraf i loven bestemte, at barnefødsel i dølgsmål med dødelig udgang for barnet, straffes skal som forsætligt fosterdrab. Ret skal være ret. Og tanken var, at dommens ordlyd skulle "være andre slige letfærdige til afsky" og naturligvis til afskrækkelse.
Hvorom alt er: Da sagen senere optages ved Viborg ret, får de oprindelige meddomsmænd stort set ret i den dom, de havde afsagt ved den første rettergang. Indholdet i den er: at det var fundet bevist, at Anne Marie Seir fødte i dølgsmål, ombragte barnet og øjensynligt også de to andre børn, men da der næppe var andet end sener og ben af den døde kvinde, skulle hendes hoved ikke som ellers almindeligt ved henrettelse af den art delikventer sættes på en stage, men hendes legeme skulle af rakkeren optages (han skulle have fem rigsdaler for det) og i en høj nedgraves, og en stage derhos oprettes med en stenhob omkring.
Så måtte herremanden selv bestemme, hvor på hans jord det måtte være.
Anne Marie blev altså kulet ned uden for kirkegården. Tyve, voldsmænd og mordere var - efter datidens mening - ikke værdige til at blive begravet i hellig , indviet jord. Trods Anne Marie Seirs fravær - af gode grune - fik hun sin bekomst. Alt til at straffe hende og påminde andre om, hvad borgerlig retfærdighed var.
Et par århundrede gik, og man glemte den forfærdelige begivenhed.

Efterspil
Fundet af Anne Maries grav i 1953 gav naturligt nok anledning til at overveje, hvad man nu skulle stille op med det, der var tilbage af hende. Der var endnu en tid til jul, så man valgte at bringe det ind på museet i Ringkøbing.
Her fandt man en ammunitionskasse, som englænderne havde brugt til nedkastning af våben under den anden verdenskrig. Den havde en passende størrelse til formålet.
Således anbragt holdt Skarnskvinden sin sidste jul på Ringkøbing Museum.
I januar måned 1954 holdt man en kort begravelseshøjtidelighed på Ny Sogn kirkegård. Deltagende var: sognepræsten, degnen, graveren, amtmanden, repræsentanter fra museet samt enkelte andre.
Aage Kinch holdt prædikenen:
" Det er ikke meget, der er tilbage af et menneske, når det har ligget i jorden i over 200 år. Og når vi nu lader Skarnskvinden Anne Marie jordiske levninger endelig få en plads i kirkegårdens jord, så er det ikke for at kritisere eller afkræfte noget ved den dom, som hun af den jordiske retfærdighed fordum blev dømt med, men det er for at bekende den kristne tro, bekende den Gud, der er fri og uafhængig af os, den Gud, hvis barmhjertighed ikke er bundet til at være der, hvor vi finder det rimeligt og forståeligt, at den er. Hans barmhjertighed er der ingen, der har noget krav på eller nogen gnist af ret til.
Men det håb til Guds barmhjertighed, der forkyndes os i evangeliet, det befaler evangeliet at dele med alle. Og jeg for min part finder det let at dele håbet om en glædelig opstandelse med Skarnskvinden Anne Marie, for jeg vil hellere dø en død som hendes end gå herfra i det forfængelige hovmod, som vi nu om dage endda finder det særligt kristeligt at dø i. Sådan kan disse ben og denne grav her på kirkegården være et vidensbyrd om Guds frie barmhjertighed til dom for alt, hvad der vil rose sig for Gud. Han, som før kaldtes tolderes og synderes ven, er opstanden fra de døde. De dømtes, de elendiges, de borgerligt og kirkeligt forkastedes ven, er opstanden fra de døde!"
Endnu ses Skarnskvindens grav på Ny Sogn kirkegård i det nordøstre hjørne af den gamle afdeling. Men den har gennemgået nogle forandringer, siden den blev anlagt. Som jeg husker den, var den et lille stykke jord - af størrelse som en ammunitionskasse? - med en meget lav hæk omkring. Gravpladsen lå halvt ud på gangen, og var til gene for graverens arbejde. Derfor blev stedet "flyttet" et kort stykke, og ved den lejlighed ændrede meninghedsrådet graven til at være en tuegrav med bjørnegræs. Dette var i overensstemmelse med en meget gammel skik ved anlæggelse af grave. Mens graven stod således blev - i 1988 - en lille enkel sten sat Anne Marie til minde. Det passede godt sådan.
I dag er stenen flyttet hen på et nærliggende gravsted midt blandt andre. Den er pyntet som de omgivende små gravsteder. Det synes mig at være ude af proportion, når man betænker det liv, hun levede. Det skal ikke forstås i retning af, at Anne Marie ikke må få oprejsning her mange år efter, naturligvis ikke! Men en fastholdelse af stedet som tuegrav havde blot været en følge af den tradition, man - uden tvivl - havde, da Anne Marie levede. Gravstedet burde i dag havde fremstået som en tuegrav. Beskeden og enkel.
For god ordens skyld skal det her oplyses, at efterkommere af Anne Marie Seier selv har medvirket til, at der på hendes gravsten kom til at stå 'skarnskvinden'
Mogens Rosenkilde, okt. 1999

Ragna Tang

Tak til Mogens Ballegaard, Grønbjerg,som har sendt os billeder fra Ragnas virke. Fotografen er ukendt.

Jeg har kendt Ragna Tang!

Følgende beretning om Ragna Tang stammer fra Christian Holm Nielsens

beretning i Sognebladet fra maj 2003.
Christian flyttede i november 1965 til Gl.Sogn og begyndte i 3. kl. på Holmsland Centralskole.

Herfra fortæller han: Blandt mine nye klassekammerater var en dreng, der hed Ole. Han boede i Sønderby på en gård sammen med sine forældre, Ragna og Hans Tang. Snart var jeg med Ole hjem fra skole for at lege og mødte der for første gang Ragna og Hans. Det var et utroligt gæstfrit hjem at besøge, og nærmest med det samme følte jeg mig hjemme. Her var altid tid til snak, og jeg blev altid mødt med venlig imødekommenhed. Det gik snart op for mig, at Ragna var andet og mere end ”bare” landhusmor, for mange gange hørte jeg snak om gymnastik, sang og især
folkedans. Ragna fik et anderledes udtryk i øjnene, når der var snak om dette
emne, og jeg hørte ord som: Festligt, mellemfolkeligt, fornøjeligt og så
videre.
En dag, da jeg var 11 år, befandt jeg mig sammen med min bror
Peter pludselig i pigernes gymnastiksal på Ringkøbing Skole, sammen med en
masse andre børn, både drenge og piger. Hvordan jeg var havnet der, husker jeg
ikke, men Ragna har afgjort haft en finger med i spillet. Her blev jeg indviet
i folkedansens mystiske trin. Vi lærte at danse med pigerne, men lærte frem for
alt den livsglæde at kende, der kommer af dansen. Der blev leet, svedt, fjumret og
kæmpet, men med Ragnas kommandoer og Mie Dalgaards herlige klaverspil, endte
det hele som regel med at gå op i en højere enhed.
Vinterens anstrengelser blev altid afsluttet med forårsopvisning i Vesterhavshallen, hvor alle foreningens hold demonstrerede en del af de nyvundne færdigheder. I mange år var Ragna den eneste leder i foreningen, så der var nok at holde styr på. Jeg kan huske, at hvis jeg kom på besøg hos Ragna og Hans op til forårsopvisningen, sad Ragna tit med et kæmpestort stykke karton, hvor alle holdene var skrevet op i rækker og geledder næsten som et kompagni soldater. Så blev der flyttet om, visket ud og så videre, alt imens Ragna sad og diskuterede højlydt med sig selv.
Ragna var også taxichauffør, forstået på den måde, at når hun ankom til træning, væltede det ud af bilen med andre folks unger, som hun havde været rundt for at samle op. Om der var en sele til hver, var ikke en bekymring værdig, bare alle kom med.
Efter nogle år på børneholdet kom man på ungdomsholdet eller aspirantholdet. Træningen foregik i starten i Rindum Sognegård og senere i Velling Forsamlingshus. Her var vi en ordentlig flok til træning hver tirsdag i
vinterhalvåret. Tit var der så mange, at gangen også måtte tages i brug, for at
alle kunne være der. Drønsjovt og midt i det hele stod Ragna som det
naturligste i verden og dirigerede over 100 ivrige lærelystne, men også
snaksalige ungdomsdansere. Så var det godt, hun havde sin uundværlige fløjte.
Endelig en dag var så dagen, hvor jeg fik prikket. Et medlem af bestyrelsen prikkede mig og spurgte, om jeg kunne tænke mig at prøve kræfter
med opvisningsholdet. Det var jo det, jeg havde håbet og ventet på!
Vi dansede forskellige steder bl.a i Holmsland Forsamlingshus.
Nu blev det noget anderledes, når der var træning. For det første trænede vi hele året, for det andet var kravene til kvalitetet af trin, rækker, linier,afstand store. Særlig vigtigt var det, at vi udstrålede glæde og havde en flot holdning. Ikke noget med duknakkethed og slæbende fødder.
Ragna var kendt i hele Danmark og mange steder i Europa.
Hendes opvisningshold fremviste mange nye danse, som hun lavede til Mie
Dalgaards herlige kompositioner. Hele året var holdet på farten, og altid var Ragna leder og det ubestridte midtpunkt.
Når vi var på ture i udlandet til festivaler og lignende, som altid foregik i bus, bortset fra to gange, hvor vi fløj, blev vi en stor familie. Der blev hygget, spillet kort, fortalt historier, sunget sange, og drukket få øl og smøget mange cigaretter, hvad ikke huede Ragna. Hun gik ikke af vejen for at holde peptalks om tobakkens ulyksaligheder.
Når vi så efter endt festival var på vej hjem, havde Ragna altid skrevet en historie om turen. Den var skrevet i rimform. Ragna læste den op til stor morskab. Hun var en sand mester i at huske episoder og hendes finurlige måde at skrive på gav mange grin.
Hvert år op til jul var der altid juleafslutning i ”æ griishus” henne ved Ragna og Hans. Det var et forhenværende svinehus, som Hans havde lavet om til gildesal. I flere dage i forvejen fyrede Hans så op i brændeovnen for at drive fugten og kulden ud, inden vi invaderede. Der var en utrolig hyggelig stemning under de lave hvælvinger med juletræ, frikadeller, æbleskiver og gløgg. Et nedsat festudvalg stod for underholdning med sang, musik og sketches.
En sand mester i at skrive sange med indhold var Ragna. Hun skrev et utal af sange, som hun heldigvis lod andre synge. Den gode Gud havde udstyret Ragna med mange talenter, men det havde kikset med sangstemmen.
Ragna var i den grad hurtig i replikken og humoristisk, hvilket følgende lille historie fortæller alt om: Hun var på sygehuset for at få skiftet en slidt hofte. Efter operationen og inden hun skulle udskrives, var hun i hjælpemiddelcentralen for at se på de forskellige rekvisitter, som kunne være nyttige derhjemme i det daglige i den første tid efter operationen. Hun blev forevist en lang stang med gribeanordning i den ene ende. Personalet fortalte, at det var en tang, som kunne samle ting op fra gulvet. Ragna kiggede kort på den og sagde: ”Sådan en behøver jeg ikke! Derhjemme har jeg en tang, og han hedder Hans”!
Ragna var udstyret med en ubændig vilje til at ville, og sammen med sine talenter gav det hende evnen til at kunne det meste af det, hun gav sig i kast med. Hun var stædig som få og havde en fantastisk evne til at få andre til at tro på ideerne. Hun troede på sig selv, og det gjorde hun af et ærligt hjerte. Hun var altid velforberedt og havde tænkt på alt til mindste detalje, uanset hvad hun havde gang i.
Ragna døde i en alder af 87 år, og jeg er glad og stolt over at have kendt Ragna og vil altid mindes hende med glæde.
Christian Holm Nielsen
Jagtvej, Gammelsogn

Martin Nyrop

Arkitekten Martin Nyrop, der voksede op i Holmsland Præstegaard

Stenen på Æ Pold står til et minde om Martin Nyrop, som tegnede Københavns Rådhus. Et rådhus, der ikke findes magen til i hele verden. Det består, næsten som det blev skabt, hvilket taler for kvalitet.
I anledning af Dronning Margrethes 40-års regeringsjubilæum besøgte hun Københavns Rådhus.
Det var med stolthed, vi hørte drengen fra Holmsland, den senere så berømte arkitekt Martin Nyrop blive nævnt.

Følgende artikel er skrevet af Mogens Tarp i Sognebladet november 2003

Martin Nyropsvej og den store mindesten på Polden får os til at dykke ned i en
spændende livshistorie. Martin Nyrop blev født d. 11 nov. 1849 som søn af
sognepræsten for Ny Sogns , Gl. Sogns og Klittens menigheder.
Martin Nyrop var den næstyngste af en børneflok på 10 og han havde sine barneår i Den gamle Præstegård, som brændte i 1903 og derefter i den ny præstegård der blev bygget ved landevejen, hvor den fungerede i knap 100 år. Da Martin Nyrop var 10 år blev kan sendt på Sorø Akademi, men blev taget ud efter 6 år p.gr.a ”Dovenskab og et uregelmæssig Levned med Spil, Tobak og stærke Drikke”. En noget fremmelig dreng. Han var kun 16 år. Ved afskeden sagde en af hans lærere dog: ”Martin er en god dreng.”
På skolen havde han interesseret sig meget for tegning og fået lidt ekstra
undervisning hos en tegnelærer, så hans far bestemte nu, at han skulle være arkitekt.
Første kom han i tømrerlære og blev en særdeles dygtig håndværker, derefter blev han optaget på Kunstakademiet, videre på arkitektskolen, hvorfra han fik
afgangseksamen i 1876.
Udmærkelser og diplomer fulgte og ved hjælp af stipendier kunne Martin Nyrop begive sig ud i verden for at studere bygningskunst. Matin Nyrop blev en anerkendt arkitekt, der blev et forbillede for både sin samtid og for eftertiden.
Her citeres fra Dansk Biografisk Leksikon: ” Nyrop fandt hurtig sin egen stil. Han
fortsatte datidens hjemlige retning, men på en mere frisindet måde. Han afstod
som den første på den tid fra at give sine bygninger præg af en enkelt bestemt
stilart. Sine motiver tog han ikke blot fra fortidens bygningskunst, men også
fra samtidens. Hans materialebehandling var friskere og grovere, mere stoflig
end tidligere. Med forkærlighed arbejdede han med træ. Om hans natursans vidner
dette, at han tilføjede plante- og dyreornamenter, samt hans evne til placering
i terrænet. Nyrop søgte ved sine bygningers form, materiale og enkeltheder
altid at fortælle noget om deres brug og indhold, og i dette fortællende havde
han sin styrke mere end i streng formsans ig rumlig helhedsvirkning. Han havde
nogen tilbøjelighed til at fortabe sig i enkeltheder, navnlig ved sine første
større bygninger, hvilket gav ham tilnavnet ”Snedkeren”. Efterhånden nåede han
dog mere helhed i overensstemmelse med hans tids arkitektur.
En frodig fantasi og en stor lethed i at tegne hjalp ham til selv at sætte
stemplet på de fleste af de utallige enkeltheder i hans bygninger. Han tænkte
altid meget på brugshensyn og udviklede sig efterhånden til en praktiker med
fremragende evner til planløsning. Grundlaget for arkitektur så han først og
fremmest i håndværk, d.v.s. konstruktion og materiale, dernæst tradition. ” Hos
håndværket henter vi udgangspunktet, når vi skal sætte skik på ting”.
Selv om hans kunst blev en efterdigtning, var den – på grund af dette forhold til
håndværket som det primære og som følge af hans kunstneriske kraft – forbundet
med et element af nyskabelse. Nyrops mål var at bygge videre på traditionens
grund, ” ikke at løse en nutidsopgave ved kopiering i en hundred år gammel,
henfaren stil”.”
Martin Nyrop tegnede en lang række bygninger og udsmykningsarbejder, men den mest kendte er Københavns Rådhus.

Martin Nyrop døde den 18. maj 1921 og ligger begravet på Gentofte kirkegård.

Filmen "Et Raadhus til Alvor og Fest" er lavet af Nils Vest i 2010

Ragna Tang og folkedansen

Tak til Ragnas svigersøn Thor Lykke Jensen, som har sendt følgende artikel:

Folkedans giver folk mere indhold i livet
Af Lars Schelde, januar 1983

Sund mad. Flere stikord behøver Ragna Tang ikke, før hun på det nærmeste er parat til at holde foredrag om emnet. Sund levevis, sund kost, ligger hende stærkt på sinde.
Jeg synes, det er så dumt, at mennesker ødelægger sig selv med alkohol, cigaretter
og dårlig mad, siger hun.
Vestjysk Søndag er på besøg hos Ragna og Hans Tang i deres dejlige hjem på Holmsland, et nedlagt landbrug med jord ned til Ringkøbing Fjord. Besøget gælder en snak med Ragna om hendes folkedanser-liv.
Vi bliver modtaget med varme og straks bænket ved et veldækket
formiddagskaffebord. Rugbrød og rundstykker, smør, leverpostej, forskellige
slags kødpålæg, æg, ost, hjemmelavet syltetøj m.m.
God, sund og velsmagende mad. Ikke noget med fedt wienerbrød eller lignende. Men måske alligevel ikke helt et bord, man ville forvente at møde hos en, der går
så højt op i sund og rigtig kost som Ragna Tang.
Hun slår ud med armene:
Jamen ret beset burde man jo undvære kødet og leve meget mere af grøntsager,
men jeg vil ikke være fanatisk. Og fordi jeg føler sådan, er det jo ikke sikkert, det er det rigtige for min mand og andre mennesker.
Situationen med formiddagskaffen er måske Ragna i en nøddeskal. Folks sundhed, også hvad kosten angår, ligger hende »utroligt meget på sinde«. Men hun vil ikke være nogen profet, ikke være fanatisk.
Ragna Tang sætter stor pris på, at folk går ind for en sag, tror på det, de har med
at gøre. Sådan er hun selv i sit arbejde. Men enhver form for fanatisme ligger
hende fjernt.
Jeg kan ikke lide, at folk drikker stærke sager. Men et glas eller halvanden
kan jeg gå med til.

Fanatismen mødte Ragna Tang til overflod, da hun i en årrække gav folkedanseundervisning ved KFUM- og K's kammeratskabsaftener i Herning. Mange forældre forbød deres unge at gå til disse aftener p.g.a. folkedansen, Ragna Tang måtte oven i købet høre, at hun var et ugudeligt menneske.
Passer ikke, men hvis man ikke må danse, så er det hele da ikke noget værd,
siger hun og tilføjer: Jeg synes, de her mennesker i Herning og andre steder
glemmer at tænke på, hvor mange problemer, vi har sparet dem for på deres børns
vegne.
Det er ikke de børn og unge, der går til folkedans, der løber på gaderne og slår
blomsterkummer i stykker eller det, der er værre.
Vi har det allesammen dejligt. Salen damper af varme og glade mennesker, når vi
øver vore danse.
Der er ingenting, der savnes så meget her på jorden, som glæde. Mennesker har brug for noget, de kan stå imod med i svære tider. Det kan folkedansen give dem -
den er et godt og sikkert middel til at få et mere indholdsrigt og gladere liv,
siger Ragna med klippefast overbevisning i stemmen.

Folkedans i Danmark er meget mere folkelig og medmenneskelig, meget mere
»forbrugervenlig« end folkedans i mange andre lande, mener Ragna Tang, der
gennem årene har besøgt et utal af lande med sine dansere fra Ringkøbing-egnen.
I mange lande skal folkedansen symbolisere noget. Det kan være en vindans, en
dans til ære for kartoffelavlen eller kornhøsten. Den skal måske symbolisere
angst, eller triumf eller kønnenes tiltrækning på hinanden.
Herhjemme går danserne bare i armene på hinanden, danser ud og har det dejligt. Det er med til at give dem livsglæde.

På Ragnas folkedanserhold får ingen lov til at beholde den samme partner hele
aftenen. To må ikke isolere sig i hinanden.
Jeg koster dem rundt til forskellige partnere, siger Ragna med et smil. Og på
den måde tvinger jeg dem til at lære andre mennesker at kende. Hvad de jo kun
kan have godt af.
Hvornår skal jeg stoppe?
Ragna Tang er i dag nået op i pensionsalderen. Hun er 67 og Hans, hendes mand, bliver snart 69.
Vi har da snakket om, at jeg skulle til at trappe ned, men vi har nu ingen
bestemmelse taget om det endnu, erkender Ragna. Det er en fantastisk oplevelse,
når man har kræfter til at arbejde med så mange mennesker, og en utrolig gunst
at kunne fortsætte.
Men hvor længe kan jeg fortsætte? Det spørger jeg oftere og oftere mig selv om. Jeg
skulle jo nødig ende som et surt gammelt ribs, som ikke er til at slippe af
med. Så vil jeg hellere holde op forinden.
Ragna Tang erkender problemet i, at hun er eneste leder af folkedansen på
Ringkøbing-egnen, og at hun har været det i så mange år. At kalde hende en
institution inden for folkedansen er ikke overdrevet.
At tillægge hende æren for, at folkedans i dag er uhyre populær på
Ringkøbing-egnen, er heller ikke overdrevet. Ragna leder hver uge 500
folkedansere, undertiden flere. Hun har et stort og afvekslende repertoire og
laver selv nye danse.
Hvorfor skal en folkedans nødvendigvis være 200 år for at være god nok. Næh, jeg laver en ny dans hvert år, så de gamle, garvede dansere kan blive lige så forskrækkede som nybegynderne!
Men netop Ragnas store dygtighed og enorme viden om folkedans er måske en væsentlig årsag til, at ingen tilsyneladende har vist særlig interesse for at overtage
lederskabet efter hende.
Spørgsmålet er også, om andre kan og vil lægge lige så megen tid og lige så mange kræfter i arbejdet, som Ragna har gjort - og stadig gør.
Hver eneste aften ugen igennem er hun ude at lede folkedans. Førhen gik også de
fleste lørdage med opvisninger.
Nu prøver jeg da trods alt at holde weekenderne fri, siger Ragna.
Hans: Du prøver, men du ved jo godt, du kan ikke sige nej! For travlt?
Hans og Ragna blev gift i 1937, og Ragna indrømmer gerne, at al hendes fritid, og
vel også en del af det, der burde være arbejdstid, er gået til folkedansen og
hendes anden store interesse, gymnastikken. Hun har ledet gymnastikhold, fra
hun forlod Ollerup Gymnastikhøjskole i 1934 og frem til 1980.
-Har hun været for meget hjemmefra?
Hans Tang trækker på det: - Næh, nej... hun har jo så meget lyst til det, så...
Han samstemmer, da Ragna bryder ind med en bemærkning om, at han jo også har
truffet mange interessante mennesker gennem hendes folkedans. Hans kan også vældig godt lide at danse folkedans.
Fortjenstmedaljen
Da Ragna hen mod slutningen af samtalen får stillet spørgsmålet, om der er
begivenheder i hendes liv, der i særlig grad har brændt sig fast, er værd at
mindes, kan hun ikke komme i tanker om noget.
Næh, det er der vist ikke. Det er jo gået slag i slag hele tiden.
Nuer det Hans, der bryder ind:
Du har da fået fortjenstmedaljen i guld.
Det ved Ragna naturligvis godt, og hun lader sig da også overtale til at finde den
frem og lade sig fotografere med den. Men hun er ikke så meget for at snakke om
den, føler tydeligvis en vis ydmyghed over, at nogle mennesker, som hun i
øvrigt ikke ved, hvem er, har fundet hende værdig til en indstilling til
fortjenstmedaljen.
Det kan jo let komme til at virke som en form for pral. Medaljer og anden hæder
er ikke noget, jeg har stræbt efter. Jeg har kun gjort, hvad jeg havde lyst til, understreger Ragna.
Som senegræs
Næste år er det 50 år siden, Ragna Tang startede som gymnastikleder. I 1935 kom
folkedansen til. Det har indtil nu været 49 år rige på indhold og glæder. Men også med problemer naturligvis.
Jeg har haft et fantastisk liv. Men ingen rager sig ud i noget, uden at det også gør ondt engang imellem. Men jeg må være gjort af senegræs, for jeg er altid
kommet igen. Grunden må være, at jeg tror på det, jeg laver, slutter Ragna


Det følgende er et lille uddrag af Frede Lauritsens mindeskrift i forbindelse med Ragnas død i 2003:

"Et langt og rigt liv var til ende, men - legenden vil altid leve," skrev han.

Ragna nåede at sætte sit fingeraftryk i danske folkedanse. Der blev udgivet en bog med 30 danse, som hun har kreeret i samarbejde med sin veninde Mie Dalgaard fra Stadil, der har komponeret musikken. Rundt om i hele landet holdes der flere kurser udelukkende med netop Ragnas danse, der er populære som aldrig før.

Som Ragna selv har sagt, så fejer folkedansen "al søllehie og æ spindelvæv fra æ hjærn"

På videoen ses Ringkøbingegnens Folkedansere på Strandgaarden i Houvig.

Musikken er Mie Dalgaards "Klosterhambo".

se i øvrigt www.dansiring.dk