Martin Nyrop

Arkitekten Martin Nyrop, der voksede op i Holmsland Præstegaard

Stenen på Æ Pold står til et minde om Martin Nyrop, som tegnede Københavns Rådhus. Et rådhus, der ikke findes magen til i hele verden. Det består, næsten som det blev skabt, hvilket taler for kvalitet.
I anledning af Dronning Margrethes 40-års regeringsjubilæum besøgte hun Københavns Rådhus.
Det var med stolthed, vi hørte drengen fra Holmsland, den senere så berømte arkitekt Martin Nyrop blive nævnt.

Følgende artikel er skrevet af Mogens Tarp i Sognebladet november 2003

Martin Nyropsvej og den store mindesten på Polden får os til at dykke ned i en
spændende livshistorie. Martin Nyrop blev født d. 11 nov. 1849 som søn af
sognepræsten for Ny Sogns , Gl. Sogns og Klittens menigheder.
Martin Nyrop var den næstyngste af en børneflok på 10 og han havde sine barneår i Den gamle Præstegård, som brændte i 1903 og derefter i den ny præstegård der blev bygget ved landevejen, hvor den fungerede i knap 100 år. Da Martin Nyrop var 10 år blev kan sendt på Sorø Akademi, men blev taget ud efter 6 år p.gr.a ”Dovenskab og et uregelmæssig Levned med Spil, Tobak og stærke Drikke”. En noget fremmelig dreng. Han var kun 16 år. Ved afskeden sagde en af hans lærere dog: ”Martin er en god dreng.”
På skolen havde han interesseret sig meget for tegning og fået lidt ekstra
undervisning hos en tegnelærer, så hans far bestemte nu, at han skulle være arkitekt.
Første kom han i tømrerlære og blev en særdeles dygtig håndværker, derefter blev han optaget på Kunstakademiet, videre på arkitektskolen, hvorfra han fik
afgangseksamen i 1876.
Udmærkelser og diplomer fulgte og ved hjælp af stipendier kunne Martin Nyrop begive sig ud i verden for at studere bygningskunst. Matin Nyrop blev en anerkendt arkitekt, der blev et forbillede for både sin samtid og for eftertiden.
Her citeres fra Dansk Biografisk Leksikon: ” Nyrop fandt hurtig sin egen stil. Han
fortsatte datidens hjemlige retning, men på en mere frisindet måde. Han afstod
som den første på den tid fra at give sine bygninger præg af en enkelt bestemt
stilart. Sine motiver tog han ikke blot fra fortidens bygningskunst, men også
fra samtidens. Hans materialebehandling var friskere og grovere, mere stoflig
end tidligere. Med forkærlighed arbejdede han med træ. Om hans natursans vidner
dette, at han tilføjede plante- og dyreornamenter, samt hans evne til placering
i terrænet. Nyrop søgte ved sine bygningers form, materiale og enkeltheder
altid at fortælle noget om deres brug og indhold, og i dette fortællende havde
han sin styrke mere end i streng formsans ig rumlig helhedsvirkning. Han havde
nogen tilbøjelighed til at fortabe sig i enkeltheder, navnlig ved sine første
større bygninger, hvilket gav ham tilnavnet ”Snedkeren”. Efterhånden nåede han
dog mere helhed i overensstemmelse med hans tids arkitektur.
En frodig fantasi og en stor lethed i at tegne hjalp ham til selv at sætte
stemplet på de fleste af de utallige enkeltheder i hans bygninger. Han tænkte
altid meget på brugshensyn og udviklede sig efterhånden til en praktiker med
fremragende evner til planløsning. Grundlaget for arkitektur så han først og
fremmest i håndværk, d.v.s. konstruktion og materiale, dernæst tradition. ” Hos
håndværket henter vi udgangspunktet, når vi skal sætte skik på ting”.
Selv om hans kunst blev en efterdigtning, var den – på grund af dette forhold til
håndværket som det primære og som følge af hans kunstneriske kraft – forbundet
med et element af nyskabelse. Nyrops mål var at bygge videre på traditionens
grund, ” ikke at løse en nutidsopgave ved kopiering i en hundred år gammel,
henfaren stil”.”
Martin Nyrop tegnede en lang række bygninger og udsmykningsarbejder, men den mest kendte er Københavns Rådhus.

Martin Nyrop døde den 18. maj 1921 og ligger begravet på Gentofte kirkegård.

Filmen "Et Raadhus til Alvor og Fest" er lavet af Nils Vest i 2010

Malerier inspireret af Picasso og kubismen

Tak til Mette Olesen og Benedikt Holm Lange
5. klasse på Holmsland Skole, som her har fortalt om forløbet omkring Picasso og kubismen.
Tak til hele 5. klasse for den flotte udstilling i Holmsland Idræts- og Kulturcenter
Se i øvrigt Holmsland Skoles hjemmeside www.holmslandskole.dk

I 5 kl. på Holmsland skole har
vi lavet billeder inspireret af Picasso og kubismen. Vi har arbejdet med det i
ca. 2 måneder. Men i starten vidste vi ikke, de skulle op og hænge. Det blev
sluttet af med en fernisering i Holmsland Idræts- og Kulturcenter.

Det startede med, at vi så på
nogle billeder af Picasso i alle perioder. Derfra fik vi inspiration til at
lave egne billeder. Vi så også nogle billeder, hvor Picasso selv havde lavet
kubistiske versioner af gamle malerier. Dette var det samme, som vi skulle
gøre. Vi havde mange forskellige meninger om, hvordan vores billede skulle se ud.
Billederne var lige fra en
fætters barndomsbillede til billeder af to piger.
Der blev gjort meget ud af
dem. Der var blevet givet inspiration til fx at bruge forskellige geometriske
former, felter og hovedet var lavet sådan, at det blev set fra siden og forfra
på samme tid.
Der blev malet og malet. Men
der blev også snakket lidt om, hvad det var, og hvem det skulle forstille.

Da vi endelig var færdige,
blev de først udstillet på skolen. Og noget tid efter fik os i 5 kl. af vide,
at de skulle udstilles over i Holmsland Idræts- og Kulturcenter. Og da nogle af
os gerne ville give dem væk i julegave fik de i stedet et kort, hvorpå det
billede var, imens det blev udstillet.
Den 11/1 2012 blev der holdt
en fernisering, hvor os i 5 kl. fx også sang vores venskabssang, fordi der
efter sommerferien kom en og lavede en venskabssang sammen med 4. og 5. kl.
Musikeren og hende der satte det sammen var Christine Skou.

Benedikt Holm Lange og
Mette Olesen.

Ragna Tang og folkedansen

Tak til Ragnas svigersøn Thor Lykke Jensen, som har sendt følgende artikel:

Folkedans giver folk mere indhold i livet
Af Lars Schelde, januar 1983

Sund mad. Flere stikord behøver Ragna Tang ikke, før hun på det nærmeste er parat til at holde foredrag om emnet. Sund levevis, sund kost, ligger hende stærkt på sinde.
Jeg synes, det er så dumt, at mennesker ødelægger sig selv med alkohol, cigaretter
og dårlig mad, siger hun.
Vestjysk Søndag er på besøg hos Ragna og Hans Tang i deres dejlige hjem på Holmsland, et nedlagt landbrug med jord ned til Ringkøbing Fjord. Besøget gælder en snak med Ragna om hendes folkedanser-liv.
Vi bliver modtaget med varme og straks bænket ved et veldækket
formiddagskaffebord. Rugbrød og rundstykker, smør, leverpostej, forskellige
slags kødpålæg, æg, ost, hjemmelavet syltetøj m.m.
God, sund og velsmagende mad. Ikke noget med fedt wienerbrød eller lignende. Men måske alligevel ikke helt et bord, man ville forvente at møde hos en, der går
så højt op i sund og rigtig kost som Ragna Tang.
Hun slår ud med armene:
Jamen ret beset burde man jo undvære kødet og leve meget mere af grøntsager,
men jeg vil ikke være fanatisk. Og fordi jeg føler sådan, er det jo ikke sikkert, det er det rigtige for min mand og andre mennesker.
Situationen med formiddagskaffen er måske Ragna i en nøddeskal. Folks sundhed, også hvad kosten angår, ligger hende »utroligt meget på sinde«. Men hun vil ikke være nogen profet, ikke være fanatisk.
Ragna Tang sætter stor pris på, at folk går ind for en sag, tror på det, de har med
at gøre. Sådan er hun selv i sit arbejde. Men enhver form for fanatisme ligger
hende fjernt.
Jeg kan ikke lide, at folk drikker stærke sager. Men et glas eller halvanden
kan jeg gå med til.

Fanatismen mødte Ragna Tang til overflod, da hun i en årrække gav folkedanseundervisning ved KFUM- og K's kammeratskabsaftener i Herning. Mange forældre forbød deres unge at gå til disse aftener p.g.a. folkedansen, Ragna Tang måtte oven i købet høre, at hun var et ugudeligt menneske.
Passer ikke, men hvis man ikke må danse, så er det hele da ikke noget værd,
siger hun og tilføjer: Jeg synes, de her mennesker i Herning og andre steder
glemmer at tænke på, hvor mange problemer, vi har sparet dem for på deres børns
vegne.
Det er ikke de børn og unge, der går til folkedans, der løber på gaderne og slår
blomsterkummer i stykker eller det, der er værre.
Vi har det allesammen dejligt. Salen damper af varme og glade mennesker, når vi
øver vore danse.
Der er ingenting, der savnes så meget her på jorden, som glæde. Mennesker har brug for noget, de kan stå imod med i svære tider. Det kan folkedansen give dem -
den er et godt og sikkert middel til at få et mere indholdsrigt og gladere liv,
siger Ragna med klippefast overbevisning i stemmen.

Folkedans i Danmark er meget mere folkelig og medmenneskelig, meget mere
»forbrugervenlig« end folkedans i mange andre lande, mener Ragna Tang, der
gennem årene har besøgt et utal af lande med sine dansere fra Ringkøbing-egnen.
I mange lande skal folkedansen symbolisere noget. Det kan være en vindans, en
dans til ære for kartoffelavlen eller kornhøsten. Den skal måske symbolisere
angst, eller triumf eller kønnenes tiltrækning på hinanden.
Herhjemme går danserne bare i armene på hinanden, danser ud og har det dejligt. Det er med til at give dem livsglæde.

På Ragnas folkedanserhold får ingen lov til at beholde den samme partner hele
aftenen. To må ikke isolere sig i hinanden.
Jeg koster dem rundt til forskellige partnere, siger Ragna med et smil. Og på
den måde tvinger jeg dem til at lære andre mennesker at kende. Hvad de jo kun
kan have godt af.
Hvornår skal jeg stoppe?
Ragna Tang er i dag nået op i pensionsalderen. Hun er 67 og Hans, hendes mand, bliver snart 69.
Vi har da snakket om, at jeg skulle til at trappe ned, men vi har nu ingen
bestemmelse taget om det endnu, erkender Ragna. Det er en fantastisk oplevelse,
når man har kræfter til at arbejde med så mange mennesker, og en utrolig gunst
at kunne fortsætte.
Men hvor længe kan jeg fortsætte? Det spørger jeg oftere og oftere mig selv om. Jeg
skulle jo nødig ende som et surt gammelt ribs, som ikke er til at slippe af
med. Så vil jeg hellere holde op forinden.
Ragna Tang erkender problemet i, at hun er eneste leder af folkedansen på
Ringkøbing-egnen, og at hun har været det i så mange år. At kalde hende en
institution inden for folkedansen er ikke overdrevet.
At tillægge hende æren for, at folkedans i dag er uhyre populær på
Ringkøbing-egnen, er heller ikke overdrevet. Ragna leder hver uge 500
folkedansere, undertiden flere. Hun har et stort og afvekslende repertoire og
laver selv nye danse.
Hvorfor skal en folkedans nødvendigvis være 200 år for at være god nok. Næh, jeg laver en ny dans hvert år, så de gamle, garvede dansere kan blive lige så forskrækkede som nybegynderne!
Men netop Ragnas store dygtighed og enorme viden om folkedans er måske en væsentlig årsag til, at ingen tilsyneladende har vist særlig interesse for at overtage
lederskabet efter hende.
Spørgsmålet er også, om andre kan og vil lægge lige så megen tid og lige så mange kræfter i arbejdet, som Ragna har gjort - og stadig gør.
Hver eneste aften ugen igennem er hun ude at lede folkedans. Førhen gik også de
fleste lørdage med opvisninger.
Nu prøver jeg da trods alt at holde weekenderne fri, siger Ragna.
Hans: Du prøver, men du ved jo godt, du kan ikke sige nej! For travlt?
Hans og Ragna blev gift i 1937, og Ragna indrømmer gerne, at al hendes fritid, og
vel også en del af det, der burde være arbejdstid, er gået til folkedansen og
hendes anden store interesse, gymnastikken. Hun har ledet gymnastikhold, fra
hun forlod Ollerup Gymnastikhøjskole i 1934 og frem til 1980.
-Har hun været for meget hjemmefra?
Hans Tang trækker på det: - Næh, nej... hun har jo så meget lyst til det, så...
Han samstemmer, da Ragna bryder ind med en bemærkning om, at han jo også har
truffet mange interessante mennesker gennem hendes folkedans. Hans kan også vældig godt lide at danse folkedans.
Fortjenstmedaljen
Da Ragna hen mod slutningen af samtalen får stillet spørgsmålet, om der er
begivenheder i hendes liv, der i særlig grad har brændt sig fast, er værd at
mindes, kan hun ikke komme i tanker om noget.
Næh, det er der vist ikke. Det er jo gået slag i slag hele tiden.
Nuer det Hans, der bryder ind:
Du har da fået fortjenstmedaljen i guld.
Det ved Ragna naturligvis godt, og hun lader sig da også overtale til at finde den
frem og lade sig fotografere med den. Men hun er ikke så meget for at snakke om
den, føler tydeligvis en vis ydmyghed over, at nogle mennesker, som hun i
øvrigt ikke ved, hvem er, har fundet hende værdig til en indstilling til
fortjenstmedaljen.
Det kan jo let komme til at virke som en form for pral. Medaljer og anden hæder
er ikke noget, jeg har stræbt efter. Jeg har kun gjort, hvad jeg havde lyst til, understreger Ragna.
Som senegræs
Næste år er det 50 år siden, Ragna Tang startede som gymnastikleder. I 1935 kom
folkedansen til. Det har indtil nu været 49 år rige på indhold og glæder. Men også med problemer naturligvis.
Jeg har haft et fantastisk liv. Men ingen rager sig ud i noget, uden at det også gør ondt engang imellem. Men jeg må være gjort af senegræs, for jeg er altid
kommet igen. Grunden må være, at jeg tror på det, jeg laver, slutter Ragna


Det følgende er et lille uddrag af Frede Lauritsens mindeskrift i forbindelse med Ragnas død i 2003:

"Et langt og rigt liv var til ende, men - legenden vil altid leve," skrev han.

Ragna nåede at sætte sit fingeraftryk i danske folkedanse. Der blev udgivet en bog med 30 danse, som hun har kreeret i samarbejde med sin veninde Mie Dalgaard fra Stadil, der har komponeret musikken. Rundt om i hele landet holdes der flere kurser udelukkende med netop Ragnas danse, der er populære som aldrig før.

Som Ragna selv har sagt, så fejer folkedansen "al søllehie og æ spindelvæv fra æ hjærn"

På videoen ses Ringkøbingegnens Folkedansere på Strandgaarden i Houvig.

Musikken er Mie Dalgaards "Klosterhambo".

se i øvrigt www.dansiring.dk

Dagen efter storm ved Houvig

Strandgudstjeneste ved Vesterhavet

I Kristeligt Dagblad den 23. maj skrev journalist Jørgen Steens følgende under overskriften:

KIRKER FLYTTER UDENDØRS

En friluftsgudstjeneste ved Søndervig på den jyske vestkyst, hvor konfirmanderne byggede kirke og kors af strandingsgods, var en af de første udendørs gudstjenester i sæsonen

"God aften, værsgo, kom indenfor – om ikke i varmen, så dog i blæsten."

Sognepræst Ole Lange fra Ny og Gammel Sogn på Holmsland byder velkommen til sin og konfirmandernes interimistiske strandkirke ved Søndervig på den jyske vestkyst, 10 kilometer vest for Ringkøbing.
Belæsset med tæpper og klapstole træder menigheden forsigtigt i det hvide sand for ikke at komme til at skubbe til strandstenene, der markerer indgangen. Solen har været fremme, men gemmer sig nu bag et voksende skylag, og blæsten er frisk, som normalt her på Danmarks vestlige kant. Det er der taget højde for ved placeringen af alteret. Ole Lange har sikret sig medvind fra "kor" til "kirkeskib".

Mens de sidste får lejret sig på tæpper og sat sig i de medbragte stole, tager spillemændene fra Kloster fat på præludiet. "Amazing Grace", udsat for to violiner, gulvbas og harmonika.

Et par måger svæver højt oppe og registrerer med ophøjet ro den lille klat mennesker, der denne store bededagsaften har samlet sig på stranden. Der er faktisk omkring 125 – en af deltagerne har talt dem to gange – og det er over dobbelt så mange, som der normalt deltager i bededagsgudstjenesterne i Ole Langes to kirker. Men set i forhold til den omgivende storslåede natur fylder de ikke alverden.

Friluftsgudstjenesten er en af de første i sæsonen. Med sommervejret er der i stigende grad blevet tradition for, at folke- og frikirker flytter uden for murene og markerer sig under åben himmel i det offentlige og uendelige rum, med direkte adgang til blå himmel og grå skyer, og bagved det, uendeligheden.

I den tidlige sommer kulminerer de udendørs gudstjenester 2. pinsedag, og i mange sogne landet over følges de op af friluftsgudstjenester i løbet af sommeren. Således vil der også i Ny og Gammel Sogn blive indbudt til "solnedgangsgudstjenester" på stranden ved Søndervig i løbet af juli, når der er fuld af turister.

Store bededagsgudstjenesten ved Søndervig i fri luft var tænkt som del af konfirmationsforberedelserne. Ole Langes 16 konfirmander havde forud været ude at samle strandingsgods sammen med strandfoged Hans Tarbensen. Egentlig strandingsgods var der nu ikke rigtig, fortæller strandfogden, og netop derfor har der ikke været holdt strandingsauktioner her de seneste par år.

"Men vi fandt da lidt ragelse, som vi læssede af ved præstegården."

To af konfirmanderne, Maja og Ida, fortæller om en god dag med saftevand og kage, og hvordan de siden har bygget kirkeinventar af "ragelset". For Ole Lange har et af de overordnede formål med projektet været at give konfirmanderne en oplevelse, hvor de fik noget i hænderne og brugt alle sanser: "I stedet for bare ordene, som vi jo har mange af i kirken."

Af strandingsgodset, i al dets beskedenhed, havde konfirmanderne til gudstjenesten bygget alter, med en ilanddrevet julestjerne og et par gummihandsker – symbol på "Guds hænder" – som altertavle, og af store stolper rejst "Søndervigs Golgata" med kors og korsfæstede. Altsammen skabt af strandens ilanddrevne, værdiløse materialer – en plastikdunk, et stykke flamingo og så videre – som her for en kort stund fik værdi.

"Tre kors, rejst på stranden i dag, af dét som verden har vraget og kastet bort," som Ole Lange sagde i sin prædiken, hvor han drog sammenligning mellem menneskeliv og vraggods: Mennesker kan føle sig som vraggods, skyllet i land på en strand.

"Har jeg en plads i verden, eller bliver jeg bare kasseret? Vi håber det første og frygter det sidste."

Og netop derfor, konkluderede Ole Lange, har konfirmanderne rejst korsene på stranden med budskabet:

"Hold fat i håbet. Du gør en forskel i Guds øjne, hvor ubetydelig du så end kan føle dig en gang imellem. Det er dét, korset betyder. Gud kaster ingen bort."

Læs mere om Ny Sogn kirke og Gl. Sogn kirke på

www.holmsland-kirker.dk