Ikke to dage er ens ved havet. Her møder du alt fra stilhed og blankt vand til et frådende hav, som overdøver alt. Lyset skifter efter vejrsituationen, i løbet af dagen og selvfølgelig også året i gennem. Klitterne og sandstranden forandres. Det, du ser den ene dag, kan næste dag være udslettet, eller måske er der dukket noget nyt op. Her blæses besøgende igennem og på vandring langs stranden dukker mange spændende ting op.
Drivtømmer, som er formet af havet og bølgernes kræfter.
Rav, som havet har gemt i millioner af år, findes under gunstige vejrforhold. Er man ravfinder holdes hemmeligheden, omkring hvornår ravet kommer, tæt til kroppen.
Slebet glas ligger skinnede i vandkanten mellem stenene.
Desværre kan stranden også i perioder være skæmmet af affald smidt ud fra skibe, ligesom olieklatter kan være et dårligt bekendtskab for strandgæsterne, men ikke mindst for havets dyreliv.
Også her ved Houvig byggede tyskerne mange bunkers under krigen. Atlantvolden skulle være et værn mod fjenden fra vest og et af hovedpunkterne i fæstningsanlægget lå i Krylen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar