tirsdag den 29. november 2011

Gæssene




To gange om året i marts-april-maj og igen i september får Holmsland besøg af de kortnæbbede gæs. Gæssene kommer i tusindtal. Himlen kan være dækket af disse fugle, som altid flyver i formationer og alle kender den gækkende, gakkende lyd fra de store flokke.

Ved at flyve i V-firmation kan hele flokken flyve mindst 70 % længere, end hvis hver gås fløj alene. Bliver den forreste gås træt, indtager den en plads længere bagudi formationen, og en anden gås tager føringen. Hvis vi havde gåsens visdom, ville vi støtte hinanden på samme måde.

Om foråret er de kortnæbbede gæs på vej til Svalbard i Nordnorge for at yngle, og om efteråret på vej til Vadehavet eller måske længere ned til Tyskland/Holland/Belgien. Vi har dem som gæster, der trænger til mad. Landmændene er ikke altid glade for besøget, da det går ud over afgrøderne. For at undgå for store ødelæggelser fodres gæssene med korn.

Den kortnæbbede gås er mere end nogen gåseart vores. Hvem kender ikke til lyden af de store flokke i luften eller synet af disse smukke fugle? Selvom det er de kortnæbbede gæs, der fylder mest i det vestjyske landskab, så er der en række andre gåsearter: Grågæs, bramgæs, ganske få snegæs og canadagæs.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar