søndag den 5. februar 2012

Ragna Tang














Tak til Mogens Ballegaard, Grønbjerg,som har sendt os billeder fra Ragnas virke. Fotografen er ukendt.

Jeg har kendt Ragna Tang!
Følgende beretning om Ragna Tang stammer fra Christian Holm Nielsens
beretning i Sognebladet fra maj 2003.
Christian flyttede i november 1965 til Gl.Sogn og begyndte i 3. kl. på Holmsland Centralskole.
Herfra fortæller han: Blandt mine nye klassekammerater var en dreng, der hed Ole. Han boede i Sønderby på en gård sammen med sine forældre, Ragna og Hans Tang. Snart var jeg med Ole hjem fra skole for at lege og mødte der for første gang Ragna og Hans. Det var et utroligt gæstfrit hjem at besøge, og nærmest med det samme følte jeg mig hjemme. Her var altid tid til snak, og jeg blev altid mødt med venlig imødekommenhed. Det gik snart op for mig, at Ragna var andet og mere end ”bare” landhusmor, for mange gange hørte jeg snak om gymnastik, sang og især
folkedans. Ragna fik et anderledes udtryk i øjnene, når der var snak om dette
emne, og jeg hørte ord som: Festligt, mellemfolkeligt, fornøjeligt og så
videre.
En dag, da jeg var 11 år, befandt jeg mig sammen med min bror
Peter pludselig i pigernes gymnastiksal på Ringkøbing Skole, sammen med en
masse andre børn, både drenge og piger. Hvordan jeg var havnet der, husker jeg
ikke, men Ragna har afgjort haft en finger med i spillet. Her blev jeg indviet
i folkedansens mystiske trin. Vi lærte at danse med pigerne, men lærte frem for
alt den livsglæde at kende, der kommer af dansen. Der blev leet, svedt, fjumret og
kæmpet, men med Ragnas kommandoer og Mie Dalgaards herlige klaverspil, endte
det hele som regel med at gå op i en højere enhed.
Vinterens anstrengelser blev altid afsluttet med forårsopvisning i Vesterhavshallen, hvor alle foreningens hold demonstrerede en del af de nyvundne færdigheder. I mange år var Ragna den eneste leder i foreningen, så der var nok at holde styr på. Jeg kan huske, at hvis jeg kom på besøg hos Ragna og Hans op til forårsopvisningen, sad Ragna tit med et kæmpestort stykke karton, hvor alle holdene var skrevet op i rækker og geledder næsten som et kompagni soldater. Så blev der flyttet om, visket ud og så videre, alt imens Ragna sad og diskuterede højlydt med sig selv.
Ragna var også taxichauffør, forstået på den måde, at når hun ankom til træning, væltede det ud af bilen med andre folks unger, som hun havde været rundt for at samle op. Om der var en sele til hver, var ikke en bekymring værdig, bare alle kom med.
Efter nogle år på børneholdet kom man på ungdomsholdet eller aspirantholdet. Træningen foregik i starten i Rindum Sognegård og senere i Velling Forsamlingshus. Her var vi en ordentlig flok til træning hver tirsdag i
vinterhalvåret. Tit var der så mange, at gangen også måtte tages i brug, for at
alle kunne være der. Drønsjovt og midt i det hele stod Ragna som det
naturligste i verden og dirigerede over 100 ivrige lærelystne, men også
snaksalige ungdomsdansere. Så var det godt, hun havde sin uundværlige fløjte.
Endelig en dag var så dagen, hvor jeg fik prikket. Et medlem af bestyrelsen prikkede mig og spurgte, om jeg kunne tænke mig at prøve kræfter
med opvisningsholdet. Det var jo det, jeg havde håbet og ventet på!
Vi dansede forskellige steder bl.a i Holmsland Forsamlingshus.
Nu blev det noget anderledes, når der var træning. For det første trænede vi hele året, for det andet var kravene til kvalitetet af trin, rækker, linier,afstand store. Særlig vigtigt var det, at vi udstrålede glæde og havde en flot holdning. Ikke noget med duknakkethed og slæbende fødder.
Ragna var kendt i hele Danmark og mange steder i Europa.
Hendes opvisningshold fremviste mange nye danse, som hun lavede til Mie
Dalgaards herlige kompositioner. Hele året var holdet på farten, og altid var Ragna leder og det ubestridte midtpunkt.
Når vi var på ture i udlandet til festivaler og lignende, som altid foregik i bus, bortset fra to gange, hvor vi fløj, blev vi en stor familie. Der blev hygget, spillet kort, fortalt historier, sunget sange, og drukket få øl og smøget mange cigaretter, hvad ikke huede Ragna. Hun gik ikke af vejen for at holde peptalks om tobakkens ulyksaligheder.
Når vi så efter endt festival var på vej hjem, havde Ragna altid skrevet en historie om turen. Den var skrevet i rimform. Ragna læste den op til stor morskab. Hun var en sand mester i at huske episoder og hendes finurlige måde at skrive på gav mange grin.
Hvert år op til jul var der altid juleafslutning i ”æ griishus” henne ved Ragna og Hans. Det var et forhenværende svinehus, som Hans havde lavet om til gildesal. I flere dage i forvejen fyrede Hans så op i brændeovnen for at drive fugten og kulden ud, inden vi invaderede. Der var en utrolig hyggelig stemning under de lave hvælvinger med juletræ, frikadeller, æbleskiver og gløgg. Et nedsat festudvalg stod for underholdning med sang, musik og sketches.
En sand mester i at skrive sange med indhold var Ragna. Hun skrev et utal af sange, som hun heldigvis lod andre synge. Den gode Gud havde udstyret Ragna med mange talenter, men det havde kikset med sangstemmen.
Ragna var i den grad hurtig i replikken og humoristisk, hvilket følgende lille historie fortæller alt om: Hun var på sygehuset for at få skiftet en slidt hofte. Efter operationen og inden hun skulle udskrives, var hun i hjælpemiddelcentralen for at se på de forskellige rekvisitter, som kunne være nyttige derhjemme i det daglige i den første tid efter operationen. Hun blev forevist en lang stang med gribeanordning i den ene ende. Personalet fortalte, at det var en tang, som kunne samle ting op fra gulvet. Ragna kiggede kort på den og sagde: ”Sådan en behøver jeg ikke! Derhjemme har jeg en tang, og han hedder Hans”!
Ragna var udstyret med en ubændig vilje til at ville, og sammen med sine talenter gav det hende evnen til at kunne det meste af det, hun gav sig i kast med. Hun var stædig som få og havde en fantastisk evne til at få andre til at tro på ideerne. Hun troede på sig selv, og det gjorde hun af et ærligt hjerte. Hun var altid velforberedt og havde tænkt på alt til mindste detalje, uanset hvad hun havde gang i.
Ragna døde i en alder af 87 år, og jeg er glad og stolt over at have kendt Ragna og vil altid mindes hende med glæde.
Christian Holm Nielsen
Jagtvej, Gammelsogn

Ingen kommentarer:

Send en kommentar