Følgende beretning om Skarnskvinden er skrevet af afdøde sognepræst Mogens Rosenkilde i 1999. Mogens Rosenkilde var præst på Holmsland fra 1974 til 1996
Mord på Holmsland?
Det så ikke ud til at blive en særlig dag, da bønderne på Holmsland efteråret 1953 gik i gang med at pløje markerne. Heller ikke på Søgaard Hovedgaard. Men noget blev sat i gang. Der skete noget, som man ikke havde regnet med. Ved et markskel på Søgaards jord stødte ploven på noget hårdt. Først tænkte man, at det nok var en stor sten, der lå i jorden, men det var, som ville jorden ikke give det fra sig, man var stødt på. Man var nødt til at undersøge nærmere, hvad det var.. Det undrede karlen, som ikke plejede at have problemer her, men man kunne med de ny og bedre redskaber pløje dybere end tidligere.
Efter at have arbejdet endnu en tid, stødte man på nogle knoglerester, og det var ikke til at afgøre, om det var rester fra et menneske.. Nu standsede man omgående pløjningen, for her i landet må man ikke grave sine døde ned hvor som helst. Ingen af det tilstedeværende turde tage ansavret for, om benresterne var fra et menneske eller et dyr. Var det noget, der var blevet gravet ned for blot få år siden, eller var det noget meget gammelt? Hvad om der var tale om et mord?
Politiet blev tilkaldt. Og også museumslederne, landsretssagførerne J. og Knud Dalgaard Knudsen fra Ringkøbing gik der bud efter. Efter indgående undersøgelser af benstumperne konstaterede man, at de var meget gamle. Og at de måtte stamme fra en gammel begravelse i 1733.
Nogle mente at kunne huske, at hyrdedrengene op gennem tiden ikke havde været glade for at komme nær stedet, hvor benene blev fundet. Og der var også sket underlige ting her, når det var mørkt. Gravresterne viste sig at stamme fra en kvinde og hendes tre børn. Det var med til at bekræfte tanken om en mystisk begravelse for nu ca. 265 år siden.
Her begynder en frygtelig fortælling om en kvinde, der havde et kummerligt liv.
Hovedpersonen er Anne Marie Seier, en yngre kvinde, som - bemærk dette - ikke var uden skønhed. Hun kom i 1722 til Holmsland fra Ølgod, hvor hun en tid forinden havde født et uægte barn, en dreng. Hun kom på rette tidspunkt, for fru Bagge på Søgaard stod og manglede en amme til sit nyligt fødte drengebarn. Anne Marie fik pladsen og opammede barnet. Det var dengang almindeligt, at velstående kvinder ikke selv gav deres børn bryst. Det kunne gå ud over figuren, mente man. Sådanne problemer havde Anne Marie Seier ikke. Hun kunne mere end amme, hun kunne gøre sig nyttig i hele huset og var en god arbejdskraft overalt. Hun var dygtig både som køkken-, kælder- og stuepige. Der blev gjort god brug af hende, og hun blev i pladsen i ti år. Hendes skudsmål var godt. Hendes madmor, nådigfruen, vidste ikke af særlige fejl eller mangler hos Anne Marie. Skulle der endelig peges på noget, var der det med hende, at hendes forhold til de andre i husets folkehold ikke var særligt godt. Hun var meget arrigsindet og kunne derfor dårligt forliges med nogen af hendes medtjenere på gården. Med det gik det op og ned.
Det forværredes i årene frem til 1732. Anne Marie kunne skabe strid og ballade, hvor hun var. Hun var nærtagende og arrig, og det gik hårdt ud over tjenestefolkene, når Anne Marie arbejdede ved siden af dem.
Ueningheden mellem tjenestefolkene tog til, og de fleste var nær ved at flygte fra pladsen. Da vidste fruen på Søgaard ikke bedre end at skille sig af med Anne Marie for hendes hidsighed. Hun forsvarede sig med, at hun havde en sygdom, der gav hende problemer med vægten. Den gik snart op og snart ned, og hun syntes selv, at hun blev tykkere og tykkere, som årene gik.
Hun blev nu med sit tøj og andre få ejendele i rejsekisten sendt til Viborg, hvor hendes forældre boede. Hos dem kunne hun ikke blive, og andre steder havde hun åbenbart ikke mulighed for at søge venner. Efter fem-seks ugers tid bankede hun på døren på Søgaard og bad så mindeligt om at få lov til at komme tilbage - bare til vinteren var ovre.
Fruen fattede medlidenhed med Anne Marie og tog sig af hende, for så kort tid skulle man nok komme over, og som sagt: hun var et jern, hurtig og grundig i hus, kælder og kvist, ja over alt, hvor der skulle tages fat.
Ind under jul, fjerde søndag før advent, blev det synligt, at Anne Marie Seier ikke var rask. Dagen før havde hun sammen med andre af folkene slagtet en kvie, og nu beklagede hun over for de andre, at hun var blevet så svag, at hun måtte gå ind til sig selv og lægge sig. Så ville hun stå tidligere op næste dag, og begynde på det svin, som skulle slagtes inden jul.
Hun bad om at få noget brændevin med sig ind på sit værelse, hvor hun blev den næste tid. Her i tiden lige op til jul var der nok at lave. Anne Marie var sløj, da hun tredjedagen efter kom ud af sit kammer. Hun sagde, at hun nok skulle få det bedre og hurtigt skulle blive rask til jul, men hendes ord lød ikke overbevisende. Til sidst gik hun ind i sit kammer - og blev der julen over. I de kommende dage forsøgte fruen at få Anne Marie til at give lov til at hente præsten, så hun kunne få det med sin salighedssag i orden. Det tog tid at få Anne Marie til at gå med til det, men præsten kom, tog den syge til alters, og nu var der ro for det. Det var 3. juledag. Fruen på gården ville gerne gøre mere for Anne Marie. (På den tid var det almindeligt at sige: sjælen før legemet og præsten før degnen.)
Endnu samme dag ville fruen sende bud efter en kirurg i Ringkøbing. Men det modsatte den syge sig på det bestemmeste. Men nu 10 dage efter at Anne Marie havde lagt sig hen - og fruen skønnede, at sygdommen forværredes - tag hun sagen i egen hånd. Hun var sikker på, at Anne Marie var i overhængende fare.
Der var ingen tid at spilde.
Til alt held var Regimentschef Monsr. Gerriz i Ringkøbing. Ham blev der sendt bud om at komme omgående. Han nåede ikke frem før to dage senere, den 5. januar. Da var Anne Marie Seier desværre død natten før efter en kort dødskamp. Antagelig at vattersot.
De, der trængte ind i Anne Maries værelse, mødtes af et grueligt syn. Hun lå død i sin seng, og da man havde fået åbnet hendes rejsekiste og iklædt ligtøjet, fandt man en mindre æske, hvori liget af et fuldbårent drengebarn lå svøbt. Rædselslagen lukkede de i største hast kisten. Et par af de koner, der hjalp med at ordne liget, mens det uhyggelige fund blev gjort, måtte på fruens bud malke den dødes bryster, og der kom hvid mælk. Dette var bevis for, at en fødsel havde fundet sted.
Fundet blev nu meldt til øvrigheden, og der bev forhør. Det viste sig, at den nyfødte drengs hals var brækket, og mere end det: i bunden af kisten lå to mumificerede spædbørn indsvøbt i et hvidt klæde. Hvem der var far til børnene, blev ikke konstateret. Anne Marie havde altså tidligere ombragt to nyfødte børn, og nu havde hun nået at slå sit sidst fødte barn ihjel, inden hun selv døde i barselsseng.
Det var en uhyggelig begivenhed, der må have rystet hele sognet, men der er mere at fortælle.
Øvrighedens repræsentant, herredsfogeden, ledede forhøret. Det viste sig, at Anne Mari havde ligget syg på samme måde for 4-6 år siden, og at hun dengang havde haft sin værelsesdør aflåst. Ingen have noget at fortælle om, hvem der kunne tænkes at være barnefader eller - fædre - til de døde børn.
Det blev bekræftet, at Anne Marie havde opholdt sig i Viborg i nogle perioder, og at hun også havde taget nogle ture i omegnen af Holmsland. Også korte ture til Søndervig, var det blevet til. Nu anede man, hvad disse ture var brugt til. Ikke mindst egnens kvinde havde nok at berette.
Opmærksomheden samledes om Jep Hansen Tømmermand. Han havde haft god kontakt med Anne Marie, og venskab, men de havde ikke givet hinanden løfter om noget. Deres forhold var blot venskabeligt, og dog måtte Jep Tømrer indrømme, at han havde haft omgængelse med Anne Marie én gang i julen 31. Når man gjorde op, når og hvor Jep Tømmermand skulle opholde sig for at kunne være far til Anne Maries børn, passede det ikke sammen. Trods forhørslederens ihærdighed, lykkedes det ham ikke at fremskaffe fædre til de faderløse børn. Og Jep Hansen Tømmermand klarede lige pynten.
Der blev holdt flere og lange forhør over en lang periode. Først den 11. marts blev der afsagt dom af herredsfogeden og otte meddomsmænd. De fandt bevist, at Anne Marie havde født i dølgsmål, ombragt barnet og øjensynligt også de to andre børn. En anden kendt sagfører blander sig i domsafsigelsen. Han holder på, at det ikke er klart bevist, at Anne Marie selv slog sit nyfødte barn ihjel. Der bliver altså igen ført sag for at mildne dommen.
Skønt Anne Marie forlængst er død og begravet et sted på Ny Sogn Kirkegaard, forsøger den pågældende sagfører - domsmand har han vel været - at få en retfærdig dom over hende. Vi kan i dag mene, at der er tale om bagateller. Den ene dom kan vel være lige så god eller dårlig som den anden. Og straffe den døde kvinde, kan man jo ikke. Sagen er, at en paragraf i loven bestemte, at barnefødsel i dølgsmål med dødelig udgang for barnet, straffes skal som forsætligt fosterdrab. Ret skal være ret. Og tanken var, at dommens ordlyd skulle "være andre slige letfærdige til afsky" og naturligvis til afskrækkelse.
Hvorom alt er: Da sagen senere optages ved Viborg ret, får de oprindelige meddomsmænd stort set ret i den dom, de havde afsagt ved den første rettergang. Indholdet i den er: at det var fundet bevist, at Anne Marie Seir fødte i dølgsmål, ombragte barnet og øjensynligt også de to andre børn, men da der næppe var andet end sener og ben af den døde kvinde, skulle hendes hoved ikke som ellers almindeligt ved henrettelse af den art delikventer sættes på en stage, men hendes legeme skulle af rakkeren optages (han skulle have fem rigsdaler for det) og i en høj nedgraves, og en stage derhos oprettes med en stenhob omkring.
Så måtte herremanden selv bestemme, hvor på hans jord det måtte være.
Anne Marie blev altså kulet ned uden for kirkegården. Tyve, voldsmænd og mordere var - efter datidens mening - ikke værdige til at blive begravet i hellig , indviet jord. Trods Anne Marie Seirs fravær - af gode grune - fik hun sin bekomst. Alt til at straffe hende og påminde andre om, hvad borgerlig retfærdighed var.
Et par århundrede gik, og man glemte den forfærdelige begivenhed.
Efterspil
Fundet af Anne Maries grav i 1953 gav naturligt nok anledning til at overveje, hvad man nu skulle stille op med det, der var tilbage af hende. Der var endnu en tid til jul, så man valgte at bringe det ind på museet i Ringkøbing.
Her fandt man en ammunitionskasse, som englænderne havde brugt til nedkastning af våben under den anden verdenskrig. Den havde en passende størrelse til formålet.
Således anbragt holdt Skarnskvinden sin sidste jul på Ringkøbing Museum.
I januar måned 1954 holdt man en kort begravelseshøjtidelighed på Ny Sogn kirkegård. Deltagende var: sognepræsten, degnen, graveren, amtmanden, repræsentanter fra museet samt enkelte andre.
Aage Kinch holdt prædikenen:
" Det er ikke meget, der er tilbage af et menneske, når det har ligget i jorden i over 200 år. Og når vi nu lader Skarnskvinden Anne Marie jordiske levninger endelig få en plads i kirkegårdens jord, så er det ikke for at kritisere eller afkræfte noget ved den dom, som hun af den jordiske retfærdighed fordum blev dømt med, men det er for at bekende den kristne tro, bekende den Gud, der er fri og uafhængig af os, den Gud, hvis barmhjertighed ikke er bundet til at være der, hvor vi finder det rimeligt og forståeligt, at den er. Hans barmhjertighed er der ingen, der har noget krav på eller nogen gnist af ret til.
Men det håb til Guds barmhjertighed, der forkyndes os i evangeliet, det befaler evangeliet at dele med alle. Og jeg for min part finder det let at dele håbet om en glædelig opstandelse med Skarnskvinden Anne Marie, for jeg vil hellere dø en død som hendes end gå herfra i det forfængelige hovmod, som vi nu om dage endda finder det særligt kristeligt at dø i. Sådan kan disse ben og denne grav her på kirkegården være et vidensbyrd om Guds frie barmhjertighed til dom for alt, hvad der vil rose sig for Gud. Han, som før kaldtes tolderes og synderes ven, er opstanden fra de døde. De dømtes, de elendiges, de borgerligt og kirkeligt forkastedes ven, er opstanden fra de døde!"
Endnu ses Skarnskvindens grav på Ny Sogn kirkegård i det nordøstre hjørne af den gamle afdeling. Men den har gennemgået nogle forandringer, siden den blev anlagt. Som jeg husker den, var den et lille stykke jord - af størrelse som en ammunitionskasse? - med en meget lav hæk omkring. Gravpladsen lå halvt ud på gangen, og var til gene for graverens arbejde. Derfor blev stedet "flyttet" et kort stykke, og ved den lejlighed ændrede meninghedsrådet graven til at være en tuegrav med bjørnegræs. Dette var i overensstemmelse med en meget gammel skik ved anlæggelse af grave. Mens graven stod således blev - i 1988 - en lille enkel sten sat Anne Marie til minde. Det passede godt sådan.
I dag er stenen flyttet hen på et nærliggende gravsted midt blandt andre. Den er pyntet som de omgivende små gravsteder. Det synes mig at være ude af proportion, når man betænker det liv, hun levede. Det skal ikke forstås i retning af, at Anne Marie ikke må få oprejsning her mange år efter, naturligvis ikke! Men en fastholdelse af stedet som tuegrav havde blot været en følge af den tradition, man - uden tvivl - havde, da Anne Marie levede. Gravstedet burde i dag havde fremstået som en tuegrav. Beskeden og enkel.
For god ordens skyld skal det her oplyses, at efterkommere af Anne Marie Seier selv har medvirket til, at der på hendes gravsten kom til at stå 'skarnskvinden'
Mogens Rosenkilde, okt. 1999
